Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Anders Lindegaard stopper som ansat i Byens Valgmenighed

Anders Lindegaard stopper som ansat i Byens Valgmenighed

Læs hans tilbageblik her - og tankerne for fremtiden.

Kære menighed

Nu er der gået næsten to år, og min ansættelse i Byens Valgmenighed udløber (desværre) snart. Det har jo været en stilling, der kom i stand på grund af en sponsor udefra, og de penge er nu brugt. Dermed er det også tid til et lille tilbageblik og en stor tak fra min side.

Det har jo været to turbulente år i Byens Valgmenigheds historie, men jeg må ærligt sige, at jeg har nydt at være ansat her. Ikke at det altid har været nemt, men jeg synes, det har været en god arbejdsplads. Så tak til menighedsråd og stab for at skabe gode rammer for en god arbejdsplads.

Min tid som ansat har været todelt. Det betyder, at jeg har haft et arbejde ind i kirken og et arbejde ud af kirken, hvor jeg har arbejdet med andre kirker. Mit arbejde ind i kirken har blandt andet været RØST-aftener og Aftenkirke. Derudover har jeg mødtes med menighedsrådet i begyndelsen af deres møder og ledt dem i at lytte til, hvad Gud ønsker at sige til dem og vores menighed. Så har jeg deltaget i stabens rytmer med tidebønner, stabsmøder, stabsaftener og så videre.

Rigtig mange af disse ting har jeg gjort sammen med mit fantastiske team, som jeg ikke kan takke nok. De er virkelige gode folk. Mit arbejde ud af kirken for andre kirker har betydet, at jeg har været hele landet rundt for at prædike, holde workshops, undervise på menighedslejre, afholde procesdage og meget andet. Det har været en stor fornøjelse ikke bare se vores menighed tage skridt i det at lytte til Gud, men også at se det ske i andre kirker rundt omkring i Danmark.

Det stopper heldigvis ikke her. Mit engagement i Byens Valgmenighed og med RØST fortsætter. Jeg skal på Pastoralseminariet her til foråret og fortsætter samtidig som frivillig stab i kirken. Derudover bliver jeg ansat som provisionslønnet konsulent i KirkePlanterNet (KPN) til at have fokus på den profetiske side med blandt andet afholdelse af læringsnetværk, huddles og workshops gennem RØST Så I slipper absolut ikke for mig lige foreløbig :-)

Til sidst vil jeg bare sige tak til alle jer, der har bakket mig op, bedt for mig og opmuntret mig. Det betyder enormt meget, så tusind tak!

Kærlig hilsen

Anders Lindegaard

Ønsker at få fat i Anders Lindegaard, kan du fortsat finde ham her