Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Vær med i teamet bag #aabenhimmel

Paul Csogi

Vær med i teamet bag #aabenhimmel

Til september begynder en ny spændende gudstjeneste, og du har mulighed for at være med helt fra starten.

Teamet, som gerne vil være med til at stå for #aabenhimmel, holder to uformelle lovsangsaftener, hvor man kan:

  • møde hinanden på tværs af Bethlehemskirken, Byens Valgmenighed, I Mesterens Lys og Den Lyttende Kirke, som i fællesskab står bag #aabenhimmel
  • fortælle om visionen med gudstjenesterne
  • lovsynge og søge Gud, lytte til Ham og bede for tjenesterne og hinanden

Kom og vær med – det bliver onsdagene 20.juni og 22.august, begge gange kl. 19.00 i Tømrergade 9, Bethlehemskirkens menighedshus.

“Det er en rigtig vigtig del af det, at det sker i et samarbejde på tværs af forskellige menigheder og fællesskaber, og det oplever vi, at der er en stor velsignelse gemt i. Vi tror, at der kan blive en virkelig skøn synergi og gensidig inspiration gennem at slå ressourcerne sammen og løfte sammen. Samtidig er vi i berøring med mange flere mennesker, som vi kan invitere med,” siger frivillig hjælpepræst i Byens Valgmenighed, Torsten Borbye Nielsen


Det er #aabenhimmel

#aabenhimmel er et rum med plads til at ånde og være. En gudstjeneste, hvor du inviteres ind i en erfaring af Guds godhed gennem lovsang og musik, meditation, nadver, lytning og helbredende bøn. Vi længes efter en dybere frihed, et sted, hvor det er muligt at finde heling for hele mennesket – krop, sjæl og ånd. #aabenhimmel er født ud af denne længsel.


Bliv frivillig

Vi vil også meget gerne invitere dig til at være med som medarbejder ved #aabenhimmel.

Der er mange forskellige muligheder for at løfte med som en del af teamet: velkomstteam, forbøn, lovsang og musik, praktisk klargøring, lyd/teknik, powerpoint/billede, kreativt team, profetisk team, lede guidet meditation mm.

Du er velkommen til at kontakte Torsten Borbye Nielsen på tbn@areopagos.org eller på mobil 25 396 398.

Gudstjenesten bliver på sidste onsdag i måneden og første gang den 26. september.