Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
550 besøgende i Night Light Café

550 besøgende i Night Light Café

Det seneste år har der været mange besøgende i caféen, og en vigtig workshop blev bl.a. afholdt i Nigeria.

Night Light Café på Vesterbro

2018 blev et år, hvor vi satte fokus på ”Et godt liv hjemme i Nigeria”, og det har ført til gode, udfordrende og vanskelige snakke. Det er nemlig en kæmpe beslutning for en kvinde at vende tilbage til Nigeria og at tro på muligheden for et godt liv; et godt liv med identitet og værdighed, netværk og relationer, job og selvforsørgelse, men det er muligt. Vi har gennem de sidste 10 år opbygget et netværk af kompetente aktører, velfungerende safehouses og bæredygtige jobtilbud, så mulighederne er der. Det skal kvinderne vide, og derfor har vi haft fokus på ”Et godt liv hjemme i Nigeria” for at være tydelige i vores kommunikation om kvindernes muligheder i Nigeria.

Mange frivillige og medieomtale

Når vi ser på tallene for 2018, der er knyttet til Night Light Café, ser det godt ud; nogle af tallene er cirkatal. Natcaféen har haft åben 48 nætter i 2018, hvor vi har haft 550 besøgende, mens 500 kopper te er blevet uddelt på Vesterbros gader til kvinder i prostitution. 120 kvinder har deltaget i vores kreative workshops, og 150 har deltaget i andagten. Alt det har 25-30 frivillige hjulpet til med, og i 2018 blev vores frivilligkorps udvidet med fem mediemedarbejdere. Det har blandt andet resulteret i fire nyhedsbreve og en ny hjemmeside, og så har vi været i Kristeligt Dagblad to gange og i Til Tro.

Læs mere om Night Light Café

En stor tak til alle, der har bidraget til natcaféens formål, drift og succes, som for eksempel frivillige i natcaféen og frivillige, som har hjulpet med nyhedsbreve, hjemmeside, skriverier, grafisk design og teknisk support, økonomiske støtter og arrangering af events. Af hjertet tak. Sammen skaber vi Night Light Café!

Safehouset “Greater Love Lighthouse” i Nigeria

I midten af november mødtes 12 medarbejdere fra fire safehouses til en workshop med fokus på behandling af traumaer, opgradering af et rehabiliteringsprogram og planlægning af oplysningsaktiviteter for at forebygge, at teenagere og kvinder havner i prostitution.

EXIT-projektleder Karin Kjærgaard var begejstret over mødet:

”Det er tankevækkende, hvad der sker, når 12 engagerede, energiske og erfarne medarbejdere på safehouses mødes med det formål at yde maksimal støtte for at hjælpe kvinder videre i livet med job, uddannelse, selvværd og værdighed. Der er så megen vilje, livsmod og beslutsomhed til stede,” siger hun.

Læs mere om Greater Love Lighthouse

Undervisningen om trauma resulterede i, at flere medarbejdere oplevede at sætte fokus på deres egne traumaer. Nogle af medarbejderne har nemlig selv levet et liv i prostitution, men de er i dag ’ambassadører’ i indsatsen mod menneskehandel.

____________________________________________

Byens Valgmenighed giver tiende af sine gaveindtægter til 6 forskellige formål, bl.a. Night Light Café og Greater Love Lighthouse, som Karin Kjærgaard står bag.

Hvis du er en del af Byens Valgmenighed, kan du være med til at bestemme, hvem der skal modtage donationerne. Der er afstemning mellem de gode formål på forårsmødet den 26. april 2019.