Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Budgettet er mindre end håbet: Heidi forlænget ét år

Børne- og familiemedarbejder Heidi Svendsen

Budgettet er mindre end håbet: Heidi forlænget ét år

Budgettet mangler 100.000 kr. for at fastansætte Heidi og lønne Torsten.

Kære du, som er med i Byens Valgmenighed

Tak for din gavmildhed i tilsagn for 2019. Vi har fået ca. 40.000 kr. mere end i 2018, hvilket vi kun kan glæde os over.

På årsmødet lagde vi op til en forøgelse på 140.000 kr. for at kunne fastansætte Heidi Svendsen som børne- og familiemedarbejder samt give Torsten Borbye Nielsen ca. 10 pct. ansættelse.

Budgettet mangler altså nu ca. 100.000 kr., for at vi kan gøre det på personaleområdet, som vi i menighedsrådet tror på, at vi skal.

Vi hører fra forældre og børneledere, at Heidi er GULD værd, og derfor ønsker vi at holde fast i Heidi. Men på grund af de manglende midler kan vi ikke fastansætte hende. Menighedsrådet har den 4. december besluttet, at vi i første omgang må prioritere at forlænge Heidis ansættelse med ét år i 2019 ved at bruge af kirkens opsparing og det forventede overskud fra indeværende år.

Menighedens økonomi kan godt bære dette i det kommende år, men modellen er uholdbar, for vi kan kun gøre det én gang.
Samtidig har vi heller ikke midler til at give Torsten løn.

I Byens Valgmenighed er der mange gode og storsindede givere, og der er ingen, som er forpligtet til at give mere, end man gør.
Vi vil hverken presse eller plage 100.000 kr. frem. Overvejer du at begynde at give eller hæve dit tilsagn, så gør det, fordi du som vi tror, at Gud vil noget med Heidi på børneområdet, eller fordi du tror, at der er en stor værdi i at ære det trofaste arbejde, Torsten lægger i menigheden.

Vi gør, hvad vi kan ved at søge fondsmidler mm., men drømmen er at kunne sikre stabilitet i stabssituationen, hvor vores ansatte er trygge i deres job og ved, at de også får løn om et år. Det kan kun sikres med et forudsigeligt budget.

Jeg håber, at du vil være med til at bede for vores kirkes budget, og at du også vil have frimodighed til at skrive til mig eller sekretariatsleder Maria Callesen med dine kommentarer. Der kan være forskellige holdninger til, hvordan vi skal håndtere økonomien, og dem vil jeg gerne høre fra jer.

De bedste hilsner

Jonas Kamp, formand
På vegne af hele menighedsrådet

Kontakt formand Jonas Kamp

Kontakt sekretariatsleder Maria Callesen