Julehilsen: De, som venter, bliver ikke skuffede.

Se eller læs Christian Callesens julehilsen 2020 her.

Se video: Julehilsen 2020

“Det er en virkelig speciel tid, vi er i, og der er mange ting, jeg savner.
Midt i det fejrer vi, at Jesus er på vej til os. Der er et vers, som kan være til trøst og opmuntring for os.
Det er fra Esajas kapitel 49,23:

“Da vil du indse, at jeg er Herren,
og at de, som venter tålmodigt på, at jeg griber ind, aldrig bliver skuffede.”

Det er sagt fra Esajas til Israels folk, som venter på, at Gud vil udfri dem. Han siger, at de, der venter tålmodigt på, at Gud vil udfri dem, aldrig bliver skuffede.

Jeg synes virkelig, at det er et godt ord til os i denne tid, for hvis der er noget, vi har brug for, er det at få friheden tilbage, så vi kan mødes, feste og gøre de ting, vi gerne vil. Og at corona-boblen må blive løftet af os. Vi må tålmodigt vente på Herren, og så vil vi aldrig blive skuffede.

Det er godt at huske på, at dette bliver ikke ved. Det får en ende, og lægerne gør alt, hvad de kan. Vi kan være med til at bede. På et tidspunkt begynder det at blive forår, og vi kan begynde at gøre de ting, vi gerne vil, igen.
Vi kan mødes i forbindelse med SommerOase, selvom det i 2021 bliver på en anden måde.

Se mere om lokal SommerOase 2021 her 

Vi skal have menighedslejr, og gudstjenester igen, hvor Kristuskirken bliver fyldt med folk. Vi skal have lejre og overnatninger. Der er så mange ting, som vi glæder os til, og som skal ske igen. Og de, der venter tålmodigt på Herren, skal aldrig blive skuffede.

Så lad os huske det i denne tid. Vi venter på, at Jesus kommer, og det skal vi fejre lige om lidt i små samlinger. Og så venter vi på, at vi får lov at folde menighedsliv ud for fuldt flor.
Vi bliver ikke skuffede, men vi skal være tålmodige.

Guds fred og glædelig jul til jer alle!

Christian Callesen