Lockdown i Nigeria påvirker safehouses

Kvinderne på Greater Love Lighthouse møder en kæmpe udfordring på grund af restriktionerne i Nigeria.

Forleden iværksatte den nigerianske regering en total nedlukning af landet, men tog ikke højde for de mest sårbare menneskers grundlæggende behov.

Den daglige leder på safehouset for tidligere prostituerede, nigerianske kvinder, Anne Abok fortæller:
”Butikkerne i de større byer i Nigeria blev lukket i mandags. Som et alternativ er der opsat udendørs depoter rundt omkring i de større byer, så man kan købe mad herfra. Kvinderne er vant til ikke at kunne spise flere gange om dagen, så mad er ikke den største udfordring – der findes altid ris i nærheden – men det er mangel på drikkevand.

Det er også en udfordring, at kvinderne ikke kan fortsætte deres skolegang og mister eksaminer. Under normale forhold er det frivillige, som kommer til safehouset for at undervise i personlig udvikling, følge op på individuelle handleplaner, træne færdigheder, som de er i proces med at udvikle og ikke mindst at læse Biblen sammen. Alt dette er nu ikke muligt.

Vi fortsætter vores fokus på rehabiliteringsprogrammet og kyllingefarmen, så kvinderne er ved godt mod. Vi laver online undervisning, så vidt det er muligt, men mangel på internet er en kæmpe udfordring i netop denne tid.”

Lad os være med til at bede for Anne (daglig leder af MeCAHT), Fula (leder på Greater Love Lighthouse), Kaba (husmor) og de frivillige medarbejdere.

Læs mere om situationen her: www.vanguardngr.com/2020/03/covid-19-csos-express-displeasure-over-lack-of-palliative-provisions-in-buharis-address/

Byens Valgmenighed er med til at støtte Greater Love Lighthouse gennem halvårlige donationer, der fastlægges på forårsmødet