Mød staben: Halvårsplaner og løbende indkøb

Læs om, hvad Lilian Grube Pedersen laver som frivillig stab.

Hvad arbejder du med lige nu?

​I øjeblikket har jeg to arbejdsområder: mit faste, som er gudstjenestekoordinering på fredage og/eller hjemme, og det midlertidige, som er køkkenhjælp på Alpha onsdage.

Gudstjenesteplanen er stort set lagt for dette halvår, så i denne uge har jeg mindet den aktuelle basisgruppe om at møde ind på søndag, hvor vi har formiddagsgudstjeneste. Jeg tilstræber at pakke cafékasserne før brug, og vejledningen til Praktisk Team er blevet småjusteret, da vi nu har brug for nadversæt på balkonen.

Som stab lægger vi opgaver i “Trello” og bruger “Teams”. Vi har lige haft vores månedlige stabsmøde, og torsdag den 8. oktober havde vi en spændende kursusdag.

Før Alpha om onsdagen er jeg med i den vigtige bøn for København og Alpha og hjælper dernæst kokken, ikke med maden, men det udover.

 

Hvilke opgaver er du gladest for at have fået løst de seneste tre måneder?

​Jeg er glad for, at gudstjenesteplanen (næsten) er blevet fyldt for 2. halvår mht. hvem der sørger for Lovsangsledelse, Lyd, PowerPoint og Praktisk Team/Café. De tre første områder dækkes ind af deres ledere, og jeg skriver dem på planen i et samarbejde. Mit eget område er Praktisk Team/Caféen, og det var dejligt, da planen faldt på plads efter kontakt til basisgrupperne, som heldigvis gerne vil stille op. Selve planen ligger som Excelark i “skyen” let tilgængelig for os i staben.

Jeg har haft glæden af at købe ind og se lageret blive fyldt i kælderen med kaffe, saft, nadver- og kaffebægre. Nadver og kaffe skal der til. Der er også blevet udarbejdet vejledning til Praktisk Team, der er blevet tilpasset i samarbejde med Christian Callesen omkring coronahåndteringen og omfang.

 

Hvad glæder du dig til at arbejde med i den kommende tid?

​Jeg glæder mig til fortsat at passe mit eget område, hvilket betyder at sørge for, at basisgrupperne løbende får besked om at møde ind søndage, at fylde cafékasserne jævnligt og evt. købe ind.
Det hænder også, at jeg køber ting til kontoret for Maria Callesen. På Alpha glæder jeg mig til at hjælpe kokken med opvask og servering. I det hele taget synes jeg, at det er herligt at blive brugt til gavn for den kommende generation af Guds folk og være en del af fællesskabet.

 

Hvad har du brug for forbøn for?

​Vi er som stab, jeg frivillig stab, privilegerede ved at arbejde med kirkens ve og vel. Vi tilhører den almægtige Gud, men må forvente modstand af “den brølende løve uden tænder”. Bed gerne for os i staben, at vi må være under Guds beskyttelse, og at der må være folk til Lyd og PowerPoint (kom frisk). Bed gerne for Alpha, som er et område, hvor der må forventes modstand. Men “Er Gud for os, hvem kan da være imod os?” (Rom 8,31).

Kontakt Lillian Grube Pedersen, koordinator for formiddagsgudstjenester