Nu bliver “Nørrebro” indviet

Søndag den 17. april kl. 12.00 bliver vægmaleriet “Nørrebro” fejret med snacks og et glas. Benjamin Abana fortæller om processen og motivet.

I løbet af vinteren har Annette Holmgaard Laugesen og Benjamin Abana skabt et fantastisk værk i Kristuskirken.

Vægmaleriet fylder den ene væg af menighedssalen og trækker Nørrebro helt ind i kirken samtidig med, at motivet ved nærmere øjesyn gemmer på en række bibelske referencer.

Søndag den 17. april efter påskegudstjenesten fejrer og indvier vi “Nørrebro” med et glas vin eller sodavand, snacks og musik.

Henrik Nissen fra Regen/Kristuskirken byder velkommen, og Benjamin Abana fortæller om vægmaleriet. Der vil også være en Q&A med kunstneren.

Alle er velkomne til indvielsen, både små og store.

Benjamin Abana

Benjamin er selvlært kunstner med danske og nigerianske rødder. Han stil er ekspressionistisk og figurativ med stærke neoklassiske elementer. Benjamin er drevet af nysgerrighed og passion for menneskets skrøbelighed, deres udtryk og aftryk.

Benjamin er en stærk historiefortæller, som viser både de smukke og mørkere sider af mennesket. Som maler er han inspireret af kristen filosofi, bibelens fortællinger og sit eget liv.

I 2019 vandt han DRs konkurrence “Danmarks bedste portrætmaler” 

Se mere om Benjamin Abana her

Annette Holmgaard Laugesen

Annette er dansk og har studeret kunst i England. Hun har en stor forkærlighed for farver og tekstur og arbejder både med maleri, skulptur og installationskunst.

Se flere værker af Annette Holmgaard Laugesen her