Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Nyt fællesskab i Helsingør

Nyt fællesskab i Helsingør

Læs Anders Lindegaards historie om kaldet til at etablere et fællesskab i Helsingør.

“For ca. 8-9 år siden var jeg ansat som vikar i hjemmeplejen i Helsingør i en årrække, mens jeg studerede. Dengang mens jeg gik rundt i gaderne i Helsingør, fik jeg en klar fornemmelse af, at Gud kaldte mig til en dag at skulle være med til at plante en menighed i Helsingør. Særligt oplevede jeg et stort kald til smerten og alle de brudte mennesker, der er i Helsingør. Jeg så mange skæbner, både i kraft af mit arbejde, men også i gadebilledet. Jeg tror, Gud kalder os til at være med til at skabe et fællesskab, hvor mennesker i alle mulige livssituationer må blive mødt af Gud, men særligt tror jeg, der er et kald til de sårede, de syge og de ensomme.

Kald til Helsingør
Kaldet holdt jeg meget for mig selv, men i efteråret 2014 var jeg sammen med Christian Callesen i London. Her kom vi tilfældigvis i en bus fra lufthavnen til at snakke om Helsingør. Begge oplevede vi at have et hjerte for en dag at skulle plante i Helsingør, uden vi præcist vidste, hvordan dette så ud. Jeg havde en klar fornemmelse af, at Gud kaldte mig dengang for 8-9 år siden. Det var et kald, jeg følte blev bekræftet i 2014, men jeg vidste også, at timingen ikke var der endnu, men på menighedslejren i år skete der så noget nyt. Under Christians prædiken om det at sende folk ud fra menigheden, hvordan det så end måtte se ud for den enkelte, oplevede jeg, at det resonerede fuldstændig med mig og sitrede i hele min krop. Det var som om, Gud nu gav mig lov til at plante. Nu var timingen der.

Flytte til Helsingør
Helt konkret er drømmen, at Trine og jeg kan købe et hus og flytte dertil, hvor vi kan skabe en klynge og et fællesskab, hvor folk uanset deres livssitutation, er velkomne og bliver mødt af fællesskabet og af Gud. Vi håber på, at vi kan få et hus, hvor der er plads til at mange mennesker kan mødes. Vi drømmer om, at der både er folk fra Byens Valgmenighed, der vil flytte med, men at vi også kan blive kirkefamilie for mange i Helsingør og omegn, der lige nu mangler en kirke.

Fællesskab begynder nu
Dette fællesskab begynder vi allerde nu, mens vi stadig bor i København. Det er et fællesskab, der er åbent for alle – uanset om man tænker man vil med, at det lyder spændende eller man bare har lyst til at velsigne det hele. Så er man velkommen. Vi kommer til at mødes flere gange, de næste datoer står her nedenunder. Nogle dage mødes vi hjemme hos os i Vanløse og andre dage mødes vi i Helsingør.

Overvejelser og bøn
Vi håber, at I alle vil være med til at bede for det hele. Bed om, at vi må være med til at velsigne og bidrage til de kirker, som allerede er, og at vi må blive en del af det kirkelige fællesskab. Vi vil også gerne opfordre jer alle til at overveje, om I skal med til Helsingør. Bed gerne over det og man er meget velkommen til at tage fat i mig for at få en snak. Og I må også meget gerne være med til at sprede nyheden til dem, det kunne være relevant for.”

Med venlig hilsen

Anders

Hør Anders Lindegaards præsentation fra gudstjenesten den 23. juni 2019

Datoer

27. jun. kl. 16.00 – 21.00: Klynge i Vanløse (Bangsbovej 73, st)

7. jul. kl. 14.00 – 19.30: Klynge i Helsingør (sted følger)

9. jul. kl. 16.00 – 21.00: Klynge i Vanløse (Bangsbovej 73, st)

28. jul. kl. 14.00 – 19.30: Klynge i Helsingør (sted følger)

8. aug. kl. 16.00 – 21.00: Klynge i Vanløse (Bangsbovej 73, st)