Nyt fra Menighedsrådet

– Et godt tilbud på onsdage, ny vejleder, lovsang og meget mere.

 

Så har menighedsrådet for alvor taget fat på det nye år med et møde den 2. februar, der bød på autentisk thailandsk mad, tid til bøn og fordybelse, vigtige snakke, beslutninger og god stemning.

Sidste år satte menighedsrådet fokus på fællesskaberne, og nu er der gang i Gudstjeneste+ (som dog holder pause, mens der bliver fundet ny lokation), og med vejen ind i BVM og nye basisgrupper.  Vi vil stadig følge op på og stå bag arbejdet, ligesom vi vil støtte og opmuntre alle de ildsjæle, der er i menigheden.

Vi har en stadig større flok teenagere, og der kommer også flere unge i 20’erne til. Det er en stor velsignelse. De skal opleve, at menigheden vandrer sammen med dem, og derfor vil vi finde (nye) veje til at støtte særligt op om den unge generation.

Vi drømmer også om, at alle må føle sig særligt rørt af Helligånden. Helt konkret vil vi gerne løfte lovsangsområdet op, så vi alle fortsat kan få glæde af at synge til Gud sammen.

Om onsdagene har vi hele kirken om eftermiddagen og aftenen, og vi drømmer om at fylde alle rum med forskellige aktiviteter, som man også kan invitere andre ind til, og måske spise sammen. Hvis du har noget, du godt kunne tænke dig at få til at ske om onsdagen, i en kortere eller længere periode, så kontakt menighedsrådet og/eller staben, så vi kan se på mulighederne sammen.

Vi har fået ny vejleder i stedet for Bent Bjerring, der stoppede sidste år. Det er Anne Mie Skak Johansen, der selv er præst, og er en del af Dansk Oases vejlederkorps. Vi glæder os meget til samarbejdet med hende.

Vi har været en tur til Århus til Dansk Oases repræsentantskabsmøde, hvor den nye generalsekretær, Keld Dahlmann, blev præsenteret, og bestyrelsen fremlagde en åben og ærlig beretning om et svært, men også velsignet år i post-coronaens tegn, hvor det blandt andet lykkedes at skabe en dejlig Sommeroase.

Og til slut en boganmeldelse: Hvis du vil følge med i, hvad menighedsrådet blandt andet er optaget af, kan du læse ”Sol stå stille”, som vi vil læse og drøfte på MR-døgnet til juni.

Signe Danø, formand