Provst: ”Det har været en ordentlig mavepuster”

Ifølge Per Vibskov Nielsen, provst på Nørrebro, har pandemien fået flere til at stille eksistentielle spørgsmål. Også ham selv. Men som kirke må vi være tilstede med budskabet om Helligåndens fælleskab, og at der er et sted at finde fred, trøst, håb og lys i mørket.

Fortalt til Maria Callesen

Hvordan har kirken det lige nu?

”Folkekirken generelt har det godt. Der er stor tilslutning til kirken, og folk betaler deres kirkeskat. Det mere pessimistiske perspektiv er, at årtiers menighedsopbygning stille og roligt falder fra hinanden, fordi kirkerne er underlagt alle disse restriktioner, så selv netværk af aktive frivillige begynder at smuldre.

I valgmenigheden er der nok lidt stærkere private netværk, som måske er mindre i en sognekirke. Men det betyder, at folk begynder at vænne sig til et liv uden kirkegang.

I min egen kirke har vi korshærs-gudstjenester med spisning om vinteren, som der plejer at være stor tilslutning til. Nu er den varme mad væk, men der er en andagt og en sandwich-to-go. Vi er nede på en femtedel deltagere af, hvad vi plejer. Enten tør folk ikke komme, eller også har de vænnet sig til at gøre noget andet.”

Har kirken nogle muligheder i denne tid?

”Det er et meget relevant spørgsmål. Om jeg kan svare ordentligt, ved jeg ikke.
Noget af det virkelig forfærdelige i foråret var ikke at kunne komme ind i kirken. Det har man i krisetider kunnet her i landet i mere end 1000 år, men pludselig var vi udelukket selv for det. Det har været en ordentlig mavepuster for mig og sikkert også for mange andre.

Grunden til, at mennesker har bygget kirker og synagoger og templer, er blevet beskrevet som en kognitiv dissonans. Når man ikke kan få virkeligheden til at stemme overens med det, man oplever, så tyr man ofte til kunst, narkotika eller religion for at få hjælp. Men så fra den ene dag til den anden lukkede hele samfundet ned, også kirkerne. Hos den enkelte opstod spørgsmål som: ”Dør jeg så nu?”, ”Ligger jeg i respirator om et par uger?”, ”Var det så det?”

Disse tanker med fortvivlelse er man typisk gået i kirken med før. Det rører ved det grundlæggende spørgsmål: ”Hvordan skal man som troende forholde sig til en pandemi?”

Vi spørger os selv, hvor Gud er henne i det? For mig blev korsordene stærkt personlige: Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig? Er denne pandemi og virus en del af Guds plan?

Det var klart at disse eksistentielle spørgsmål skulle kirken give svar på og når det nu ikke kunne være ved søndagens gudstjenester, så måtte man bruge andre virkemidler. Der er blevet lavet mange forsøg på nettet med gudstjenester og andagter for at give håb i mørket. I har også lavet fantastiske ting i Byens Valgmenighed. De fleste kirker er blevet bedre til at kommunikere på de digitale medier. Men nærværet og fællesskabet er svært at mærke, når man kigger på en skærm.”

Hvordan kan kirken være med til at besvare de eksistentielle spørgsmål?

”Det der har gjort det svært er, at vi alle har været stillet ens. Vi var så at sige alle efterladt tilbage på perronen. Normalt når man i en sjælesorgssamtale taler med en, som er blevet ramt af en tragedie, kan man som præst godt identificere sig med tragedien, men man har ikke selv oplevet den. Der er en distance. Men nu var udgangspunktet for at tale sammen pludselig ens og hvis man selv er fortvivlet, er man ikke en optimal sjælesørger for en anden person. Derfor har samtaler for mig været exceptionelle svære. Min egen situation har spillet uforholdsmæssigt meget ind i forhold til før Corona.

Men hvis man er rodfæstet i kristendommens budskab, så er der et eksistentielt udgangspunkt i troen på Kristus, når man skal tale sammen og i hvert fald i kirkelig sammenhæng. Men det generelle fællesskab med andre mennesker og socialt samvær har fået et skud for boven. Ensomheden har aldrig haft så god grobund som nu.

Den kristne digter Simon Grotrian har i en bøn brugt en fin formulering: ”Tak, fordi ensomheden ikke kan blive større.” Men lige nu er der fare for at ensomheden vokser fordi fællesskaberne smuldrer. Derfor skal kirkerne være tilstede med budskabet om Helligåndens fælleskab, og at der er et sted at finde fred, trøst, håb og lys i mørket.”