2 idéer til det gode familieliv

“Hvordan lykkes vi med det gode familieliv?” Det spørger mange nok sig selv om.

Som familiemedarbejder ville jeg ønske, at jeg havde et helt klart svar på dette spørgsmål. Tænk, hvis jeg lige kunne afholde et weekendkursus for alle forældre i Byens Valgmenighed, og så kørte det bare med at være en sund familie med overskud i hverdagen, familieandagter hver aften og garanti for at børnene vokser op med en levende tro i bagagen.

Som minimum kunne det da være fantastisk, hvis min egen familie fungerede på den måde, og kunne virke som godt eksempel for alle andre familier i kirken. Sådan ser virkeligheden bare slet ikke ud.

F.eks. føler jeg mig ikke som et godt forbillede, når mit eget barn går hjem fra en gudstjeneste med den ikke så pæne langemand strakt godt op i vejret, mens diverse ikke så pæne gloser kommer ud af munden på ham. Så er det ligemeget, at jeg har læst alverdens bøger om tro i familien og deltaget i et hav af konferencer om emnet.

Men hvad gør en familiemedarbejder så?

Selvom det ikke altid lykkes lige godt med at implementere al teorien fra mit videnskatalog til min egen familie, betyder det jo ikke, at det er dårlig viden jeg ligger inde med. Det er bare et udtryk for at min familie er udsat for hverdagslivet i al sin uperfekthed ligesom alle andre. Derfor håber jeg, at jeg kan få udbredt noget af min viden til alle de skønne familier i Byens Valgmenighed.

Her kommer 2 måder

1)   Alle forældre inviteres d. 18. marts til en aften med overskriften ”Mere nåde til forældre, tak!”

Se mere om arrangementet “Mere nåde til forældre, tak!” her

I efteråret 2018 gik Familielaboratoriet i BUO (Børne- og UngdomsOase) i gang med en undersøgelse, hvor de sammen med 42 forældre forsøgte at finde svar på følgende spørgsmål: ”Hvordan kan jeg være kristen forælder på en måde, så mine børn også ønsker at være det?”
Merete Holm Dalsgaard, som er leder af Familielaboratoriet, fortæller om undersøgelsen og på baggrund af den, kommer hun med inspiration til familielivet, som det ser ud i dag.

2)   Børn & Tro har lavet en rigtig god plan for børns udvikling. Den er delt op i forskellige alderstrin og kommer på en god og overskuelig måde med små input til, hvad der er vigtigt at vide om de forskellige faser og have sig for øje i forhold til barnet trosudvikling. I Pixi-kirke er de begyndt at dele den ud i lamineret form lige til at hænge op på køleskabet.
Men I andre skal selvfølgelig også have mulighed for at få den:

Se plan for børns trosudvikling her

Som I måske fornemmer, er der ingen garantier fra denne familiemedarbejders side om, at alting bare bliver en succes i familielivet, hvis man kommer til denne forældreaften eller mirakuløst formår at følge planen for børns trosudvikling til punkt og prikke.
Men jeg tror alligevel, at det vil bringe noget godt med sig ind i vores bevidsthed og med Guds hjælp ind i familielivet.

Det vigtigste, jeg til slut vil give videre, er: Heldigvis er vi ikke alene!!! Gud kender vores familie, og når alt ser håbløst ud, så må vi minde os selv om, at Gud elsker og kender vores børn, ja faktisk mere end vi selv gør. Og han vil aldrig lade dem i stikken, selvom vi fejler!

 

Kærlig hilsen
Heidi Svendsen,
Børne- og familiemedarbejder