Julehilsen fra præsten
Jesus er…
Kristus, Messias, Frelseren, Den gode Hyrde, Forløseren, Verdens Lys, Ordet, Herren, Fredsfyrsten, Retfærdig Dommer, Verdens Frelser, Mesteren, Vejen, Sandheden og Livet.
Vi lever i en tid med meget uro. Hver gang man tænder nyhederne, bliver man overvældet af dårlige nyheder. Det er lige fra krig til mistrivsel, fra klimakrise til antidemokratiske magter der truer. Statsministeren har også været ud for at gøre sit til, at tingenes tilstand står helt klart for os.
Når jeg læser i min bibel for tiden, har jeg lagt mærke til, at jeg stopper op, hver gang Jesu eller Guds navne dukker op. Jeg tror, det skyldes en voksende længsel midt i en urolig verden. En længsel efter Jesus. Jesus er alt det, som denne verden trænger til. Han bringer fred, liv og lys. Det trænger vi så meget til.
Ikke nok med at Jesus bringer meget godt til denne verden. Jesus kom også for at være Herre og konge. Og det er han. Han har allerede vundet over ondskab og død, og han regerer ved Guds højre hånd, som vi siger det i trosbekendelsen.
Hvor har vi meget brug for at minde os selv og hinanden om den virkelighed, som Jesus har vundet for os. Han er en god konge. Han har vundet sejren. Det må vi ikke glemme, når de dårlige nyheder trænger sig på.
Må vi denne jul fylde os med alt det skønne, Jesus er. Vi kan jo starte med at gå i stå ved krybben og tænke på det, som Jesus har bragt ind i vores verden.
Med ønsket om en glædelig jul til alle,
Christian Callesen
