To input mens vi beder om åndsfylde
Fastehilsen fra præsten.
Kære menighed
Jeg håber, at det går godt med fasten og I nyder den ekstra fokus på Gud.
Det er meget opmuntrende, at vi i år har en fælle bøn om åndsfylde og en fælles praksis med at faste et døgn hver uge.
Åndsfylde
Jeg er sikker på, at det betyder noget, når vi som menighed går sammen om at bede Gud om at sende sin Ånd til os. I Lukasevangeliet kap. 11 siger Jesus: ”Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen i himlen give Helligånden til dem, der beder ham!”. Vi må forvente, at Gud sender sin Ånd til os, når vi beder ham om det. Han længes efter at fylde os med sin Ånd.
Når jeg beder for åndsfylde i fasten, er der to tanker, der fylder:
At praktisere åndsfylde
Den første tanker er, at det måske er klogt også at finde tidspunkter i fasten, hvor jeg bare er stille og beder Ånden om at fylde mig. Det kan virke banalt, at vi også må praktisere det vi beder for. Men nogle gange kan vi blive så optaget af at fortælle Gud, hvad vi ønsker, at vi glemmer at stille os der, hvor han kan give os det. Lad os ikke kun bede om åndsfylde. Lad os også praktisere det.
Gud må gøre, hvad han vil
Den anden tanke handler om, hvad jeg forventer at Gud gør, når han fylder os med sin Ånd. Selvom jeg var meget ung i 80’erne og 90’erne, så har min erfaring og de historier, som jeg har hørt fra den tid formet min forventning til, hvordan det skal se ud, når vi bliver fyldt af Helligånden. Det vil være super duper, hvis der var nogle oppe foran, der kunne falde lidt i Ånden, nogle på rækkerne, der kunne grine højt, og gerne en fra scenen, der ville dele et skarpt profetisk ord, så en personen oplever sig gennemskuet og set af Gud.
Det har været meget frisættende for mig at få kendskab til åndsudgydelsen i Asbury i USA. Guds ånd var virkelig stærkt til stede, men på en stille og kraftfuld måde. Folk blev overvældet af Guds hellighed. Nogle blev i Guds nærvær i flere timer. Nogle blev ramt i deres hjerter og måtte søge forsoning. Andre blev sat fri fra tanker, der holdt dem nede. Alt muligt godt skete i et stille nærvær af Guds tyngde.
Vi beder om, at Ånden må fylde os. Det vil han gøre. Og hvad der sker, når Ånden fylder os er op til ham. Vi må bare stille os tilgængelige og være nysgerrige på, hvordan Åndens fylde kommer til udtryk i vores liv og fællesskab.
Fortsat god faste!
Christian Callesen
Læse om fasten 2024 i Byens Valgmenighed her
Vi mødes i grupperum 1 onsdag og torsdag kl.21.00
Du kan se en 8 min. video om Asbury her
Du kan lytte til podcast fra Rebuilders om Asbury på Spotify her
