Sådan gik Alpha i foråret

Læs om hvordan forårets Alpha kursus gik.

I februar 2024 startede vi op på Alpha kursus, hvor vi var lidt over 20 til spisning. Vi var et stærkt team fra Byens Valgmenighed og København Vineyard på 8 personer der faciliterede kurset.  Det har været meget opmuntrende at opleve, at 14 deltagere deltog fra start til slut. Halvdelen af deltagerne var med for et genfinde eller redefinere deres tro, den anden halvdel var med for at udforske tro.

I løbet af de 10 uger har der været rigtig mange gode samtaler og plads til både grin og tårer. Flere har give udtryk for, at det har været super godt med et rum, hvor der var højt til loftet og man kunne dele sine refleksioner, erfaringer og frustrationer om tro.

Darko fortæller: “Tidligere har tro fyldt meget. Jeg var kommet væk fra det og levede flere år uden tro. Der var sket en række dårlige ting i mit liv og jeg klandrede Gud for det, så jeg var sur på ham. Da jeg hørte invitationen til Alpha tænkte jeg: ‘Det er måske på tide at give Gud en ny chance.’ Jeg tog med uden at have konkrete forventninger. I starten var jeg lidt tilbageholdende, delte ikke så meget og lyttede for det meste. Som kurset skred frem følte jeg at det var okay at dele lidt mere af mig selv. Dette var takket være, at alle deltagerne og lederne var gode til at skabe et rum hvor det var okay at være sig selv og have anderledes meninger. Efter gangen hvor vi snakkede om bøn, begyndte jeg selv at bede derhjemme. Dér mødte Gud mig klart og tydeligt. Han talte direkte ind i de områder i mit liv, hvor jeg havde haft det svært med mig selv, inklusiv de ting der trak mig væk fra ham i første omgang. Han åbnede mine øjne (og gør det stadigvæk!) for hvor meget og hvordan han er og var tilstede i mit liv.

Alpha har virkelig været livsforandrende for mig og jeg er så taknemmelig for, at det var der, og at jeg kunne deltage. Nu har jeg et aktivt bønsliv, læser ofte i min bibel og er generelt så glad og fyldt af ånden hver dag. Der er sket så meget siden vi startede og jeg står et helt andet sted i mit liv nu.”

I forlængelse af Alpha kurset har Darko tage initiativ til at starte en smågruppe, som mødes i hans lejlighed én gang i mdr.
Derudover vil vi forsætte med at mødes i Kristuskirken den sidste onsdag i måneden kl.18.30. Folk, der ikke har været på Alpha, er også velkommen til at være med.

Vi er meget opmuntret over at se, hvad det kan betyde for folk at være med på Alpha.
Nyt Alpha kursus starte den 25. September.

Hvis du gerne vil støtte op om Alphas arbejde i Danmark, kan du blive medlem her.
Har du spørgsmål til Alpha, ønsker at deltage eller gerne vil på team, så skriv til christian@byensvalgmenighed.dk

Tak for bøn og støtte til Alpha!

Christian