Det starter ofte småt 

Forleden havde jeg en dåbssamtale, hvor barnet kun var ni uger gammelt. I forældrenes øjne var hun allerede blevet stor. I mine øjne var hun stadig lille. Når jeg ser en baby, forundres jeg ofte over, hvor småt livet starter. Babyer kan ikke overleve selv. De er fuldstændigt afhængige af mor og far for at leve, vokse og udvikle sig.

Fra egetræ til agern
Jeg drømmer om, at vi i Byens Valgmenighed skaber endnu mere plads for Helligåndens virke blandt os. At vi mødes med en fælles længsel efter mere af Guds kraft og nærvær. I efteråret havde vi en samling med det fokus.
Der kom ikke så mange til samlingen, som jeg havde håbet, så jeg blev lidt trist. Men samtidig tog jeg hjem meget opmuntret.
Jeg kom med mine drømme og planer om, hvordan det kunne se ud: Bl.a. at vi inden hver gudstjeneste kunne mødes for at bede for syge, lytte efter kundskabsord og trække himlen ned i Kristuskirken, så vi blev klar til gudstjenesten. Jeg bad Gud om et egetræ. Jeg oplevede at tage hjem med et agern, hvor Gud talte om et lille konkret næste skridt: ”Start med selv at prioritere tiden inden gudstjenesten i bøn. Så har du noget at invitere andre ind i”. Så det er jeg gået i gang med. 

Verdens frelser kom som baby
Nu er det jul, og vi fejrer, at Gud blev menneske. Verdens frelser kom ikke som den store kriger med bulder og brag. Hurtigt op på korset, ned i graven og op igen. Nej, han kom som en baby. Det var meget småt og skrøbeligt. Det tog 30 år, før han for alvor var klar til at træde ud i det kald, som Gud havde givet ham. Hver jul bliver vi mindet om ikke at ringeagte det skrøbelige og undseelige. Det, der starter småt, kan blive betydningsfuldt med tiden. 

Man skal aldrig give op
I lørdags blev jeg endnu en gang mindet om denne pointe. Da vi sammen med Regen delte julehjælp ud, faldt jeg i snak med en fantastisk kvinde.
Hun fortalte, at hun som teenager blev kørt ned og lå i koma i 10 dage. Da hun vågnede op, kunne hendes krop næsten intet, og hun sad i kørestol. Det tog flere års genoptræning for hende at få en almindelig motorik.
Den lange genoptræning lærte hende, at man aldrig skal give op. Hun fik desværre en hjerneskade og har i dag førtidspension. Men hun giver stadig ikke op. For 6 år siden blev hun mor, hvilke var hendes største drøm i livet. Da datteren var lille, tog de ofte på den lokale legeplads, der var i ringe forfatning.
Kvinden begyndte derfor at indsamle underskrifter for at få kommunen til at gøre noget. Da hun havde fået et par hundrede underskrifter, fik hun kommunen i tale, men der skete stadig intet.
Efter et par år begyndte hun at dukke op til møder hos kommunen, som hun ikke var inviteret til, for at høre, hvad de havde tænkt sig at gøre ved legepladsen. Til sidst kom der skred i tingene. Der kom en stor bevilling, og kvinden fik en pris for sit arbejde.
Hun fortalte mig, at genoptræningen havde lært hende aldrig at give op.
Nu har hun kastet sig over at hjælpe en ven med at starte et fodboldakademi i Afrika. Vennen var selv ved at give op, men ved kvindens hjælp kom der skred i projektet.
Det var meget rørende at høre hendes historie, at se hendes kærlighed til sin datter og se billeder fra prisoverrækkelse samt en container fyldt med fodboldudstyr på vej til Afrika. 

Nogle gange starter det småt, men vi må ikke overse det smukke potentiale, der måske er på vej til at folde sig ud.  

Små ting med stort potentiale
Vi er i en tid, hvor de dårlige nyheder stå i kø, når vi ser rundt i verden. Men vi er ikke uden håb. Slet ikke. Gud selv kom til os for at genoprette hele skaberværket. Han kom som en baby. Det nye og smukke kan i starten se ud af lidt, men vi må ikke overse det. Vi må give opmærksomhed til de små ting med stort potentiale. Vi må være udholdende og arbejde for det gode. 

Med ønsket om en glædelig jul til alle i Byens Valgmenighed. 

Christian Callesen