Torsten bliver fastansat

Menighedsrådet har besluttet at tilbyde hjælpepræst Torsten Borbye Nielsen en fastansættelse fra 1. januar 2022, når hans nuværende projektansættelse udløber.

Torsten Borbye Nielsen har over en længere periode været ansat i 1-årige projektansættelser.

”Vi er utroligt glade for, at Torsten har sagt ja tak til en fastansættelse som hjælpepræst i Byens Valgmenighed. Vi har længe haft et stort ønske om at give Torsten et fast ansættelsesforhold, og nu vurderer vi, at vores økonomi kan bære det. Torsten har hele vejen gjort et stort stykke arbejde, som vi er meget taknemlige for,” siger Camilla Engrob, formand for menighedsrådet.

Torsten fortsætter i et uændret timetal på 29 timer om måneden.

Læs herunder Torstens reaktion på fastansættelsen.

Hvad tænker du om at være blevet fastansat?

”Jeg er virkelig glad for, at menighedsrådet har besluttet at fastansætte mig. Det er en dejlig opbakning til mit arbejde og min tjeneste i BVM.”

Hvad betyder en fastansættelse for dig og din familie?

”Det betyder større ro for mig og familien, at vi ikke fra år til år skal være i tvivl om min ansættelse. Selvom det er en lille deltidsstilling, så giver det noget kontinuitet og hjælper mig også i prioritering og planlægning i forhold til min ansættelse i Areopagos og mit virke som musiker.”

Hvorfor arbejder du i Byens Valgmenighed?

”Jeg er med i og arbejder i BVM, fordi jeg oplevede, at Gud kaldte os herhen. Jeg har fået en meget tydelig bekræftelse på dette i fællesskabet både med mine dejlige kolleger på staben og med alle de mange skønne mennesker i BVM og i Nautilus-fællesskabet, som mødes i vores hjem. Jeg oplever, at jeg kan bruge mine gaver og min erfaring i rigt mål, og at arbejdet bærer mange gode frugter, som jeg er meget taknemmelig for.”

Hvad vil du arbejdsmæssigt fokusere på fra 1. januar?

”De primære ting, jeg vil fokusere på fra 1. januar, er grundlæggende de samme som nu: Lovsangstjenesten og gudstjenesten, hvor jeg udover at lede lovsang også er med i prædikenteamet og som liturg og forbeder. Desuden Nautilus-fællesskabet, stilleretræter, aabenhimmel-gudstjenester – og så det sidste skud på stammen, Jesusvejen, det praksisorienterede gruppeforløb, som vi er i fuld gang med, og som jeg forventer, at vi bestemt kommer til at lave flere forløb med fremover.
Derudover vil jeg også fortsætte med at give sparring til Christian Callesen i forhold til det, som sker i menigheden og forskellige teologiske, pastorale og strategiske temaer, som måtte være relevante.”

Mød hele staben og menighedsrådet her