D. 29.-30. september deltog jeg i ”At elske fra hjertet” -konferencen. Det var anden gang, jeg var med. Første gang jeg deltog, havde jeg fået meget ny viden, men denne gang oplevede jeg, hvordan Guds helbredende kræfter kan virke, når man lytter med hjertet.

Konferencen var, som navnet antyder, en konference der taler til hjertet i højere grad end til hjernen.

Konferencen var delt op i flere sessioner med forskellige emner. Lin Button talte ikke så lang tid af gangen og gav efterfølgende god tid til refleksion, bøn, respons og forbøn.

På anden dagen talte hun om ”frygten for afvisning”, ”frygt for nærvær” og ”skam”.

Lin talte om, hvordan relationen mellem mor og spædbarn har kæmpestor betydning, og om hvad det kan have af konsekvenser i ens liv, hvis man ikke får det man har brug for i den relation.

Det kan fx være, at ens mor forlod en, da man var spæd, at man ikke havde en mor, at ens mor var syg, at hun af en anden årsag ikke kunne give  eller ikke var bevidst om, hvordan hun skulle give barnet tryghed.

Imens Lin talte, kunne jeg mærke, at jeg blev mindet om noget. Noget, der var sket, da jeg var 3 måneder gammel.

Min mor var begyndt på arbejde igen. Hendes mælk var stoppet, og derfor var amningen også holdt op. Hvilket havde resulteret i, at den fysiske intimitet, det havde givet, blev begrænset.

Jeg så en sammenhæng. Jeg har altid haft en vis distance i forhold til min mor og har haft nemmere ved at relatere til min far. 

Og da jeg stod der og blev mindet om det, bad jeg til Gud og tilgav hende. For noget hun ikke havde gjort i en dårlig hensigt, men for noget, som havde påvirket vores relation siden.

Den sidste session handlede om at lade sig fylde af ånden. Om at bede om at blive fyldt på ny, igen og igen.

Lin talte om, hvorfor vi skulle lade os fylde igen og igen af Helligånden. Ikke fordi vi mister ånden, men fordi pladsen i vores hjerter bliver udvidet i relationen med Gud. Og vi derfor kan fyldes endnu mere ud.

Jeg mærkede i mit hjerte, at der var kommet mere plads og bad om endnu mere fylde fra Helligånden. Og der på min stolerække mærkede jeg at blive fyldt med glæde og Guds nærvær.

Uden at jeg havde opsøgt det, kom der en kvinde hen til mig og spurgte om hun måtte bede for mig. 

Og jeg sagde ja.

Efter bønnen sagde kvinden, at hun følte, at der var noget med min balance.
Noget Gud ville genoprette.

Og at der også var et stort ønske, der skulle blive opfyldt. 

Efter at kvinden, som var en af konferencens forbedere gik, stod jeg alene og talte med Gud indeni mig.  

Det med balancen gav meget god mening for mig, for i løbet af de sidste, knap to år, har jeg oplevet nogle svimmelhedsanfald. Jeg tog derfor imod det, som jeg oplevede som Guds gave. Efterfølgende har jeg ikke mærket svimmelhed. Jeg tror, at Gud har helbredt mig.

Det med et stort ønske, som kvinden beskrev, kunne jeg lige dér, i tiden alene med Gud, mærke, handlede om ikke at føle mig ensom. Efter jeg blev skilt og særlig her i sommer, har jeg oplevet ensomhed. Og lige der bad jeg Gud om at blive fri for ensomheden. Jeg mærkede, hvordan jeg helt konkret kunne give slip på den, at Gud fyldte mig med Helligånden og det blev en helt fysisk reaktion af Guds virke i mig.

Normalt tænker jeg, at min tro er stærk, at jeg ikke behøver de her kropslige og følelsesmæssige oplevelser for at bevare min tro. Men lige der, gav Gud mig alligevel sådan en oplevelse og særlig berøring.

Siden konferencen er der sket noget med mig. I ugen efter. I ugerne efter. Jeg har oplevet et nyt mod, en ny frimodighed og en ny ro. Jeg føler både fysisk og psykisk helbredelse. 

Jeg har altid haft mange ting i kalenderen. Og nærmest haft det svært ved en fredag eller lørdag, hvor jeg ikke havde en plan. Men for nylig oplevede jeg, at jeg så i min kalender, og at der ikke var planer i weekenden. Og jeg tænkte ”hvor fedt, jeg glæder mig til at være hjemme”

Nogle gange går Gud ind og helbreder lige nu og her. 

I vores tidlige tryghedsrelationer, som kan have skabt sår, kan Gud komme ind, læge og erstatte det, vi har manglet, mistet eller det der aldrig har været der. Og ting som vi kan gå til samtale hos psykologer og terapeuter og arbejde med over tid, det kan Gud faktisk gå ind og røre ved. Han kan skabe et bypass for vores helbredelsesproces og skabe gennembrud.   

Jeg håber at min erfaring kan blive til inspiration for andre. Og minde om, hvordan Gud kan gå ind og helbrede lige nu og her og læge de sår, vi bærer rundt på.